Kap. 9. - Efter Waterloo

Mennesker gled forbi på den anden side af ruden. En travl verden støbt ind i 8 mm glas – som en filmfremvisning, en rullende virkelighed, der manifesterede sig yderst til højre og forsvandt om hjørnet… En børnehave på række og geled ”fremad… Fremad” – De voksne skubbede på, en foran og to bagerst ”Afsted - ret ind, følg med…” Fremtiden trippende hånd i hånd hen ad fortovet… To og to – fremad…
Indenfor – smarte lyde, kontrollerede, dæmpede, velovervejede lyde – ingen børn, ingen trippen – meget voksent, en tjekket fred. Postuleret oase…
Kris og Toby fortsatte, delte historien om hver deres nederlag. To gange Napoleon efter Waterloo druknende oplevelserne i to kopper ”Supreme Blend Extra Dark Roast”. Godt blandet og alligevel lidt for brændt. Det smagte bittert
Kris havde forladt kirken for år tilbage, var gledet ud, havde ikke fundet sig til rette, der var ingen sammenhæng mellem den virkelighed han gik i hver eneste dag, og den kirkelighed han oplevede med familien om søndagen. Små daglige skred og snart var han gledet helt ud – familien var ikke vred, ikke skuffet, men ked af det… Man talte ikke om det – det var lettere – et tavst plaster på et trist sår…
Toby havde holdt ud lidt længere, var gået fra møde til møde, tændte på oplevelsen, at få benene slået væk under sig. Var blevet mere og mere træt, en udtjent helligåndsjunkie altid på jagt efter et fix – historierne var forskellige, men resultatet det samme: En selvvalgt udstødelse, eksil.
Toby fortalte om en gruppe han kendte til i en anden by. En fyr der hed Daniel samlede mennesker omkring sig, der ikke længere havde en kirke og et fællesskab, men som forsøgte at finde mening i deres tro og liv. ”Det er det jeg trænger til” sagde Kris, ”Jeg har brug for at snakke med nogen om hvad kristendom egentlig er, uden at blive presset ind i en eller anden tilfældig kirkeform, eller social gruppe, bare tro – no strings attached…”
Kopperne var tomme - de aftalte at mødes igen, de udvekslede mobilnumre – smilede oprigtigt, på torsdag, samme sted kl. 17. To napoeloner på afgang mod virkeligheden – de trådte ud af døren ind i den pulserende glasverden. Ingen bemærkede Clara, der sad ved bordet bagved, stadig bladrende i Costume, og lyttende: På torsdag kl 17 – samme sted.