Kap. 6. - Hækkeløb...

Hun ventede på sin veninde. Havde købt en latte og bladrede ukoncentreret gennem Costume. Kernelæder og træperler i en skøn forening. Hun havde lige afleveret opgave og man kan vist roligt sige at hun havde sat sin tankevirksomhed på overarbejde. I næsten en uge havde Clara kun forladt lejligheden for at købe mælk og ellers siddet med hovedet i diverse bøger. Opgaven omhandlede medmenneskelige relationer, hvilket egentlig kunne betragtes som lidt af et paradoks når den eneste Clara i den forgangne uge havde vekslet et ord med, var en 16-årige mælkesælgende kioskpige. Måske var det alligevel meget godt at hun var kommet lidt tidligere end de havde aftalt, så kunne hun ligeså langsomt vende sig til alle de mange kaffedrikkende konverserende mennesker. Først oplevede Clara et lydtæppe af klirrende service, ringetoner, høje og lave stemmer og selvfølgelig den regelmæssige brug af espressomaskinen. Langsomt gled træperlerne i magasinet dog i baggrunden, og ud af lydtæppet fremstod enkelte dialoger i caféens rum. De gængse; en forretningsfrokost i lidt mere uformelle omgivelser, så en aftale kunne komme i hus, en mor og hendes voksne datter der skiftevis hyggede sig og mundhuggedes om tilsyneladende ligegyldige ting. Et venindepar der vendte livets glædelige og mere urolige elementer af livet. Om et kvarters tid ville hun selv vende stort og småt med Sara. Hun glædede sig til at være sammen med Sara. Sara ville altid skille sig ud fra alle de andre gode veninder hun havde. For godt og vel fem år siden havde Sara inviteret hende med i kirke. Clara forlod for et øjeblik dialogerne omkring hende og tænkte med ét på hvor svært det også var blevet at være sammen med Sara det sidste halve års tid. Ikke fordi Sara havde forandret sig, men nærmere fordi hun selv havde startet en forandringsproces, som hun så gerne ville dele med Sara. Det sidste halve år af deres venskab havde føltes som lidt af et hækkeløb, hele tiden stødte de på forhindringer. Sara ville gerne følges med hende gennem løbet, men forstod ikke hvorfor de ikke bare kunne gå udenom hækkene, hvorfor skulle de stoppe op og forsøge at klatre over dem. Når så hun forsøgte at forklare Sara hvorfor, gav det absolut ingen mening for hende. Hun kunne slet ikke begribe hvorfor Clara overhovedet tænkte på at klatre over hækkene. Måske var de bare meget forskellige, eller måske havde det noget at gøre med deres meget forskellige indgang til det der var en stor del af begge deres liv: kirken og troen på Gud. Eller måske kunne hun ikke selv rigtigt sætte ord på sine tanker og følelser. Hun dvælede endnu lidt ved denne tanke, men blev igen fanget af en af caféens dialoger – eller tilfældige møder nærmere. Henne ved vinduet sad en fyr som Clara ikke havde bemærket før nu, måske fordi han med den synligt nye – og smarte – jakke, mp3 afspilleren og hans afslappede selvsikre facon faldt naturligt ind i cafémiljøet. Hendes opmærksomhed blev fanget af ham, der efter at have åbnet døren til caféen, gik noget nølende hen mod netop denne fyrs bord og indledte mødet på en bemærkelsesværdig måde: ”Hva så - kom der nogensinde den vækkelse I drømte om?” . Bare ordet vækkelse frembragte et ubehag hos Clara, hun kunne som så mange andre af de ”hække” hun igen og igen stod overfor ikke forklare ubehaget, men frembragt blev det altså. Hun rystede det af sig og bemærkede pudsigt nok også en form for ubehag ved både afsenderen og modtageren af denne bemærkning.
”Hej Clara!” Det var Sara der trådte ind af døren, storsmilende og skøn som hun var.