Kap. 4. - Genkendelse

Han nikkede… Kunne stadig ikke komme i tanke om hans navn… Hvorfor var det altid ansigterne på folk, der brændte sig fast i hukommelsen? Kris nikkede tilbage – ikke lige hvad han trængte til nu… Havde håbet bare at kunne sidde lidt for sig selv få styr på tankerne og hovedet, der fortsat lagde op til en større omgang… Det havde noget med kirke at gøre… Var han ikke kristen? Billederne for gennem hovedet – Troede ellers lige man havde lagt den tid bag sig… Kris huskede et møde med en højtråbende prædikant og en masse henførte unge mennesker. Han var taget derhen sammen med en gruppe kristne fra gymnasiet. Han gik selv i 1.g. Fyren derovre var med – hed han for resten ikke Tobias? Han gik i 3.g så de havde ikke haft meget med hinanden at gøre…
Kris huskede, at de havde snakket sammen efter mødet. Kris havde været ret chokeret, havde ikke lige den vilde lyst til at hengive sig til prædikantens råben. Det virkede så forkert. Hvis bare alle de kristne ville lade være med at gå i seng med deres kærester før de blev gift, hvis bare man i kirken brugte den her sidste nye strategi fra USA, hvis bare man bad mere, hvis bare man opfyldte alle mulige krav SÅ ville vækkelsen bryde igennem… Kris fik kvalme… Tobias (Var det ikke noget med at han kaldte sig Toby?) havde været begejstret og havde talt meget om, at det skulle de hjem og arbejde med i hans menighed. Kris var lige så stille listet væk – ikke bare fra det møde, men fra kirken. Han orkede ikke flere krympede tæer i skoene, han orkede ikke flere lalleglade kristne, der labbede alt i sig, hvad dagens prædikant nu ellers fik liret af. Der var så langt fra det der skete i kirken og i hovederne på kristne folk og så det der skete i den verden han færdedes i til hverdag. Det var som om folk slet ikke opdagede hvor mærkeligt og kunstigt det hele kunne være…
Nå, han måtte vel hellere komme videre med – der var ingen vej uden om, de have haft øjenkontakt og vidste, at de kendte hinanden. Kris hadede sådan et møde, hvor man ikke var helt sikker på hvilken relation man havde til den anden, men man burde jo nok gøre noget… Han tog sig sammen… Trådte hen til Tobys bord og satte sig…
”Hva så - kom der nogensinde den vækkelse I drømte om?”