Kap. 2. - Linie 11

11’eren startede med et ryk, drejede ud fra kantstenen og smeltede igen ind i den tætte trafik mod midtbyen. Et øjeblik mistede Kris balancen. Et hårdt greb i bussens gule stænger. Følelsen af lakeret metal mod den svedige håndflade. Det var varmt.
Der var altid overfyldt i busserne i starten af semestret, når alle ”russerne” ilede fra deres introforelæsninger og rusarrangementer af sted til nye overdrevne bogindkøb, ivrigt snakkende om planerne for aftenens bytur og hvilken af tutorerne, der nu var lækrest.
Husk at hente cyklen på vej hjem. Det er alt for dyrt og besværligt med bussen. Kris’ hoved føltes mærkeligt – det virkede som de indledende øvelser til en hovedpine.
Hyggeligt at mødes med gruppen igen. De fik egentlig aldrig læst særlig meget sammen, men det var en herlig flok mennesker. Rart bre a haveen gruppe man kunne "hænge" med. Et nyt stop. Dørene stønnede da de blev åbnet, nærmest som klagede de over, at der nu skulle proppes flere mennesker ind. 11’eren luntede videre i eftermiddagssolen. Der lugtede svedigt.
Bussen standsede igen. Kris fulgte med strømmen ud af bussen. I starten kunne han slet ikke orientere sig. Hvor var det lige han var havnet? Skulle slet ikke have været af bussen endnu.
Kafé stod der med sorte strømlinede bogstaver. Trængte til noget at drikke - bare sidde lidt stille og roligt med en avis. Caféen havde sin egen rolige atmosfære. Afdæmpet, tjecket – tilpas anonymt til at man bare kunne sidde lidt for sig selv.
Fik øje på fyren, der sad ved et af de store vinduer. Han passede ind i miljøet. Strømlinet og tilbagelænet. Flashback til en middagspause i 1.g. Kris huskede ansigtet… Han ledte efter navnet i hukommelsen…