Kap. 10. - programmør eller håndværker

Chris forsvandt ud af døren, mens Toby så efter ham. ”Underligt at mødes igen” sagde Toby for sig selv. Han vendte sig rundt for at pakke sine ting sammen, og hans øjne mødtes med en pige, som sad ikke langt derfra. Toby kendte hende ikke, men han havde lagt mærke til, at hun nok havde været mere opmærksom på samtalen med Chris end den caffé latte drikkende veninde, som hun hang ud med denne eftermiddag. Hun så ned og derefter tilbage på veninden. De fortsatte samtalen og Tobys blik landede på den serviet, hvorpå han for en times tid siden havde skrevet ordene "...fra hardware til software...". Han folde den sammen og puttede den i lommen. Denne lille historie, som han havde læst tidligere i dag, var han ikke færdig med endnu.


Ud i det pulserende byliv, mp3 afspilleren var på plads igen, solbriller, trafikken og byens stemmer blev fjerne, druknet i musik. Det var ved at blive aften, alligevel var det stadig varmt, så Toby smed jakken over skulderen og satte kursen mod sin næste destination.

Han parkerede sin cykel foran ”Center for Ledelse og Innovation”, en afdeling under handelsehøjskolen, hvor han var i gang med sin overbygning. Det havde været 4 spændende år, og Toby havde fået udvidet sin horisont på mange områder. Det var så stimulerende at være en del af et lærende miljø. Udveksling af viden, erfaringer og synspunkter – muligheden for at lære nyt, og se tilværelsen fra andre perspektiver. Godt nok var Toby typen, som var ”Mr. know it all”, men alligevel var han åben for overbevisende input, og forsøgte at lytte ind til andres meninger.
Planen var, at han lige kunne nå at arbejde lidt videre med et par projekter inden han skulle mødes med et par kammerater senere på aftenen. Toby slukkede for mp3 afspilleren, og idet han stak fingerne i lomme fandt han papiret frem, som han havde siddet med på cafeen. Han gennemgik i tankerne historien om, hvordan Olivetti som skrivemaskine producent var sat ud af spillet. Det handlede ikke længere om den bedste hardware i forbindelse med tekstbehandling, men derimod udviklingen af software. Sammenholdt med mødet med Kristoffer i dag og deres samtale, sad Toby nu tilbage med spørgsmålet: ”Gad vide om dette billede kunne overføres på hans oplevelse af kirken?”, ”kunne det tænkes, at der havde fundet en lignende udvikling sted, så udviklingen fra hardware til software var en metafor for det tab Toby havde oplevet ang. kristendommen?” For Olivetti havde det betydet, at det ikke længere var dygtige håndværkere med det rette værktøj, som skulle producere enhederne - det var i stedet programmører der var brug for - kreative mennesker der kunne medvirke til, at udarbejdelsen af tekst blev nemmere. Disse programmører havde via deres kreativitet og indsigt i hvordan en computer fungere til opgave at udvikle nyt sprog, brugerflader og funktionallitet, som satte andre i stand til at blive hjulpet videre med deres kreative processer. Dermed var målet ikke blot at skabe et færdigt produkt, men at skabe rammerne for at andre kunne arbejde videre i en kreativ proces.

Toby indså hurtigt, at han kunne bruge resten af dagen på dette spørgsmål og lagde det væk igen for at arbejde videre med sine opgaver. Han skulle have det overstået inden biografen i aften.

Kl 23.55 - Toby satte koppen med kaffe op til sine læber, varmen og aromaen var det perfekt stimuli. Han åbnede sin laptop, det hvide æble lyste i mørket, ”You got mail” lød det med blid kvinde stemme, da computeren fik kontakt med lejlighedens trådløse netværk. Toby elskede sin laptop, og specielt denne lille feature, som minde ham om, at der var post fra omverdenen. Egentlig havde Toby lavet en aftale med sig selv, at han ikke tjeckede mail før han gik i seng. Det endte ofte med, at han sad oppe alt for længe for at besvare det som lå i indbakken. Alligevel var det vanskeligt bare at ignorere det, fordi dybt inde følte Toby også en tilfredstillelse i at blive mindet om, at der var nogen, der gerne ville i kontakt med ham, en lille hilsen, måske en forespørgelse om et råd, eller nogen som havde brug for hans hjælp.

Som altid var der junk mail, tilbud om billige kopi rolex og viagra - interessant, et godt udtryk for den overfladiskhed vi lever midt i. Vores værdi kommer af den måde vi fremstiller os selv på, og hvilke resultater vi kan præstere.

Han trykke på knappen for at skrive en ny mail, Toby ville sende en kort besked til Kristoffer og blot dele nogle af de tanker han havde gjort sig om eftermiddagen, mens han havde siddet på sin læseplads. Hurtigt og kort fik han opsummeret, hvad han havde tænkt og afsluttede med tre spørgsmål til Kristoffer

1) kan du genkende overgange fra hardware til software, som en metafor der beskriver den situation kirken befinder sig i?
2) hvad er det som grundlæggende er på spil for kirken i denne overgang
3) Hvad betyder det for kirken, præsten, lederne, medlemmerne – at de skal være programmører der skaber software fremfor håndværkere der skaber hardware?

Han trykkede på send knappen, og mailen blev forvandet til en lille konvolut, der forsvandt som en fugl i skærmens horisont.

Nu var det vist tid til at gå i seng, det havde været en lang dag, og nu havde han brug for lige at få batterierne ladet op igen. Inden han faldt i søvn på den bløde futon, lod han tanker løber, og inden længe fandt Toby sig selv bede en lille bøn, hvilket var noget han egentlig ikke havde gjort længe.

Gud, jeg har længtes efter at mærke, at du er nær.
Og igennem alt det som jeg har oplevet i dag, tror jeg faktisk, at du har været her.
Jeg takker dig for Kristoffer, selvom det var et lidt mærkeligt møde, men jeg tror du vil noget med den relation…
…Så kan jeg mærke, at der var noget i det med hardware og software, som gav mening for mig – Gud hjælp mig til at finde ud af det med Dig, troen og kirken.
Jeg har engang oplevet det som utroligt meningsfyldt, men jeg har tabt det igen …
…jeg beder dig være med Kristoffer for jeg tror måske, at han helt har mistet det, og måske har det gjort rigtigt ondt på ham.
Gud, tak fordi du nok altid er nær, selvom jeg ikke forstår det eller mærker det, men jeg vil gerne tro det.

Kap. 9. - Efter Waterloo

Mennesker gled forbi på den anden side af ruden. En travl verden støbt ind i 8 mm glas – som en filmfremvisning, en rullende virkelighed, der manifesterede sig yderst til højre og forsvandt om hjørnet… En børnehave på række og geled ”fremad… Fremad” – De voksne skubbede på, en foran og to bagerst ”Afsted - ret ind, følg med…” Fremtiden trippende hånd i hånd hen ad fortovet… To og to – fremad…
Indenfor – smarte lyde, kontrollerede, dæmpede, velovervejede lyde – ingen børn, ingen trippen – meget voksent, en tjekket fred. Postuleret oase…
Kris og Toby fortsatte, delte historien om hver deres nederlag. To gange Napoleon efter Waterloo druknende oplevelserne i to kopper ”Supreme Blend Extra Dark Roast”. Godt blandet og alligevel lidt for brændt. Det smagte bittert
Kris havde forladt kirken for år tilbage, var gledet ud, havde ikke fundet sig til rette, der var ingen sammenhæng mellem den virkelighed han gik i hver eneste dag, og den kirkelighed han oplevede med familien om søndagen. Små daglige skred og snart var han gledet helt ud – familien var ikke vred, ikke skuffet, men ked af det… Man talte ikke om det – det var lettere – et tavst plaster på et trist sår…
Toby havde holdt ud lidt længere, var gået fra møde til møde, tændte på oplevelsen, at få benene slået væk under sig. Var blevet mere og mere træt, en udtjent helligåndsjunkie altid på jagt efter et fix – historierne var forskellige, men resultatet det samme: En selvvalgt udstødelse, eksil.
Toby fortalte om en gruppe han kendte til i en anden by. En fyr der hed Daniel samlede mennesker omkring sig, der ikke længere havde en kirke og et fællesskab, men som forsøgte at finde mening i deres tro og liv. ”Det er det jeg trænger til” sagde Kris, ”Jeg har brug for at snakke med nogen om hvad kristendom egentlig er, uden at blive presset ind i en eller anden tilfældig kirkeform, eller social gruppe, bare tro – no strings attached…”
Kopperne var tomme - de aftalte at mødes igen, de udvekslede mobilnumre – smilede oprigtigt, på torsdag, samme sted kl. 17. To napoeloner på afgang mod virkeligheden – de trådte ud af døren ind i den pulserende glasverden. Ingen bemærkede Clara, der sad ved bordet bagved, stadig bladrende i Costume, og lyttende: På torsdag kl 17 – samme sted.

Kap. 8. - More espresso is coming up

”One espresso is coming up”, sagde Barista´en, og satte to friskbrygget kopper dampende espresso på bordet. ”Tak for det”, sagde Toby, ”så giver jeg næste omgang”. Han indåndede aromaen fra den skoldhede kaffe og udbrød ”Chris den bekendelse til kirken kender jeg kun alt for godt”. Chris nikkede og ragte ud efter en lille kande med mælk, og Toby forsatte



”Jeg kan sagtens genkende det, som du før fortalte om manglende forandring af os selv i kirken. I min kirkelige tradition var der en tendens til, at åndelige erfaringer var det afgørende for vækst som menneske og kirke. Disse åndelige erfaringer blev nærmest brugt til at bygge en mur af selvbekræftigelse omkring vores kirke. Når andre som ikke var en del af kernefællesskabet stillede spørgsmåltegn ved noget, blev de affejet med, at de ikke forstod, hvad vi oplevede pga., at de ikke havde den rette åndelige erfaring. Det førte nærmest til religiøst hovmod, og med tiden blev presset større og større, idet alt tale om vækkelse aldrig rigtig blev til noget i virkeligheden. Præstationspresset voksede og voksede på os som medlemmer i kirken. Vi havde brug for en større dimension af Gud i vores liv, og skulle ”lægge alt ned” for at gennembrudet kunne komme. Personligt begyndte jeg at kede mig. Kirke blev mindre og mindre fællesskab, budskabet og den nødvendige gentagne erfaring af helligånden hver søndag, blev mere og mere stereotyp. Tilsidst var jeg blevet helt immun overfor Gud. Man kan vel sige, at jeg næsten var blevet vaccineret. Selvom, at jeg er vokset op midt i denne forestilling, og i mange år virkelig troede, at dette var det eneste rigtige, så oplevede jeg faktisk på et tidspunkt, at det begyndte at blive mere og mere disillusionerende. Jeg shoppede konferencer og seminarer for at stille min sult. Jeg ville have den rigtige viden og den rigtige helligåndserfaring. Det åndelige liv handlede meget om at modtage fra taleren, fra platformen – Kirken blev til stedet, gudstjenesten blev til aktiviteten og præsten eller lederen af menigheden blev til manden, som du var afhængig af, hvis der skulle ske en forvandling i dit liv. Det skabte nærmest en afhængighed af møder. Man kan betegne det, som et behov for det ugentlige fix. Jeg vil beskrive det som om, at jeg sultede, men alligevel var ved at miste appettiten”

Der var stille et øjeblik, mens de begge tømte deres kopper. Toby kaldte på Barista´en for at bestille to nye espresso´er. ”Ja, jeg går udfra at du har lyst til en refill?” Chris svarede ”Jo tak”. ”To refill”, sagde Toby henvendt til Barista´en ”Vi vil gerne have ”Supreme Blend Extra Dark Roast”. Barista´en nikkede anerkendende og fandt de nye bønner frem.

Toby fortsatte, hvor han slap ”Jeg har tænkt en del over, hvad der er sket med ”kirkesituationen” på det sidste. Jeg ved godt, at vi kommer fra to vidt forskellige kirkebaggrunde, men jeg tror alligevel at vores situation minder om hinanden. Chris så op, og tog et kort sip af espressoen ”Uhm, ikke tosset”. ”Vi har ihverfald samme smag, hvad angår kaffe”.

Kap. 7. - Bekendelser over kaffen

Hm.. Han virkede roligere, mere afdæmpet, mere – kunne man sige ydmyg? – end den Toby Kris kendte fra gymnasietiden. Måske skulle han alligevel? – Nej, der var ingen der kunne få ham til at sidde her på en ganske almindelig café og dele ud af alt det han havde i sig. En pige ved et af de andre borde sad også og så ud som om hun lyttede… Men alligevel, Toby så virkelig interesseret ud som om han faktisk var interesseret i at lytte.



”Jeg dumpede bare ind,” Kris forsøgte med en åben stil. ”Ville lige snuppe en kop kaffe i fred og ro, og så skal man til at belemres med fortiden.” De smilede begge to– måske var der alligevel kontakt? Døren gik op, larmen ude fra gaden blev pludselig nærværende, men det var bare endnu en af de allestedsnærværende veninder, der lige skulle ind og have en latte med sin veninde.
Kris bestilte en espresso, kiggede spørgende på Toby og bestilte så to. Tænkte på hvordan hans egen historie også havde ændret sig siden dengang. Løs snak om den mellemliggende tid. Kris fortalte om sit studie og det nye semester. Virkede trygt.
”Faktisk tror jeg helt jeg har sat mig udenfor muligheden for vækkelse - i hvert fald i det her liv! Jeg ikke sat mine ben i kirken de sidste år…”
Toby satte koppen fra sig – pludselig virkede han mere end almindelig interesseret. Kris var lige ved at fortryde sin snakkesalighed, men så alligevel…
”Det blev bare på en eller anden måde for meget. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg passede ligesom ikke ind længere… Det er ikke fordi jeg holdt op med at tro på Gud - det gør jeg faktisk stadig, men… Det er vel bare mig der er lidt galt på den… Jeg synes ikke rigtig jeg blev taget alvorligt…”
Toby lyttede intenst, han virkede oprigtig og på en eller anden måde synes Kris at han så lettet ud…
”Det var som om, tingene bare var gået i stå – der skete ingenting, og lige udenfor kirkedøren hastede verden forbi. Det virkede bare så kunstigt. Dér sad alle de her gamle damer og takkede Gud fordi de var blevet frelst for 20, 30 eller 50 år siden, men det virkede ikke som om det faktisk gjorde nogen forskel i deres liv her og nu. Så prøvede jeg gruppen der i gymnasiet og jeg kom faktisk også til et par møder i din kirke, men her snakkede man kun om vækkelsen der en dag ville komme, og det virkede mest som om det handlede om at en masse mennesker pludselig ville bekende deres synder og komme marcherende grædende ind i byens kirker… Jeg blev virkelig i tvivl, hvis det er det kristendommen handler om, så er det uden mig…”

Kap. 6. - Hækkeløb...

Hun ventede på sin veninde. Havde købt en latte og bladrede ukoncentreret gennem Costume. Kernelæder og træperler i en skøn forening. Hun havde lige afleveret opgave og man kan vist roligt sige at hun havde sat sin tankevirksomhed på overarbejde. I næsten en uge havde Clara kun forladt lejligheden for at købe mælk og ellers siddet med hovedet i diverse bøger. Opgaven omhandlede medmenneskelige relationer, hvilket egentlig kunne betragtes som lidt af et paradoks når den eneste Clara i den forgangne uge havde vekslet et ord med, var en 16-årige mælkesælgende kioskpige. Måske var det alligevel meget godt at hun var kommet lidt tidligere end de havde aftalt, så kunne hun ligeså langsomt vende sig til alle de mange kaffedrikkende konverserende mennesker. Først oplevede Clara et lydtæppe af klirrende service, ringetoner, høje og lave stemmer og selvfølgelig den regelmæssige brug af espressomaskinen. Langsomt gled træperlerne i magasinet dog i baggrunden, og ud af lydtæppet fremstod enkelte dialoger i caféens rum. De gængse; en forretningsfrokost i lidt mere uformelle omgivelser, så en aftale kunne komme i hus, en mor og hendes voksne datter der skiftevis hyggede sig og mundhuggedes om tilsyneladende ligegyldige ting. Et venindepar der vendte livets glædelige og mere urolige elementer af livet. Om et kvarters tid ville hun selv vende stort og småt med Sara. Hun glædede sig til at være sammen med Sara. Sara ville altid skille sig ud fra alle de andre gode veninder hun havde. For godt og vel fem år siden havde Sara inviteret hende med i kirke. Clara forlod for et øjeblik dialogerne omkring hende og tænkte med ét på hvor svært det også var blevet at være sammen med Sara det sidste halve års tid. Ikke fordi Sara havde forandret sig, men nærmere fordi hun selv havde startet en forandringsproces, som hun så gerne ville dele med Sara. Det sidste halve år af deres venskab havde føltes som lidt af et hækkeløb, hele tiden stødte de på forhindringer. Sara ville gerne følges med hende gennem løbet, men forstod ikke hvorfor de ikke bare kunne gå udenom hækkene, hvorfor skulle de stoppe op og forsøge at klatre over dem. Når så hun forsøgte at forklare Sara hvorfor, gav det absolut ingen mening for hende. Hun kunne slet ikke begribe hvorfor Clara overhovedet tænkte på at klatre over hækkene. Måske var de bare meget forskellige, eller måske havde det noget at gøre med deres meget forskellige indgang til det der var en stor del af begge deres liv: kirken og troen på Gud. Eller måske kunne hun ikke selv rigtigt sætte ord på sine tanker og følelser. Hun dvælede endnu lidt ved denne tanke, men blev igen fanget af en af caféens dialoger – eller tilfældige møder nærmere. Henne ved vinduet sad en fyr som Clara ikke havde bemærket før nu, måske fordi han med den synligt nye – og smarte – jakke, mp3 afspilleren og hans afslappede selvsikre facon faldt naturligt ind i cafémiljøet. Hendes opmærksomhed blev fanget af ham, der efter at have åbnet døren til caféen, gik noget nølende hen mod netop denne fyrs bord og indledte mødet på en bemærkelsesværdig måde: ”Hva så - kom der nogensinde den vækkelse I drømte om?” . Bare ordet vækkelse frembragte et ubehag hos Clara, hun kunne som så mange andre af de ”hække” hun igen og igen stod overfor ikke forklare ubehaget, men frembragt blev det altså. Hun rystede det af sig og bemærkede pudsigt nok også en form for ubehag ved både afsenderen og modtageren af denne bemærkning.
”Hej Clara!” Det var Sara der trådte ind af døren, storsmilende og skøn som hun var.

Kap. 5. - Vækkelse...

”Nå da da?”, tænkte Toby. ”Det var da en spids kommentar, at indlede et gensynsmøde med”. Toby slukkede MP3-afspilleren, da Christoffer havde sat sig ved siden af ham. Han tog høretelefonerne af og lagde bogen fra sig.
Mødet med Chris var ikke direkte ubelejligt, selvom Toby ikke havde ventet at blive forstyrret denne eftermiddag. Men som altid var det interessant at møde gamle bekendte, og hører deres historie. ”Hej, Længe siden…Chris, det er Chris, er det ikke?” Chrisoffer nikkede kort men anerkendende. Toby´s tanker kørte hurtigt rundt. Skulle han give en smart kommentar tilbage? Tonen i Christoffer´s åbningskommentar lagde op til det, men Toby kunne se på Christoffers ansigts udtryk, at han ikke var i et overstrømmende humør. Derfor droppede han den smarte attitude, og svarede: ”Jo tak, den lader vente på sig”. Det tætteste Toby var på en vækkelse, var kl 7.30 i morges, da han søvndrukken slog ud efter vækkeuret.

Chris så spørgende på Toby, ”Hvad mener du Tobias, jeg troede da, at du var en rigtig ”Spirit filled” ”Born again Christian” Chris gav Toby et skævt smil. ”Kald mig lige Toby – OK”, ”Tobias lyder lidt for meget af ”ass”, og det minder mig for meget om livet lige for tiden!”. ”Faktisk er det lidt svært for mig at beskrive, hvad der sker, men alting føles som om, at det er under forandring”. ”Jeg er nok på vej mod et andet sted med i mit liv, end da vi så hinanden sidst!”. Toby så på Chris igen ”Hvad har du haft gang i på det sidste, og hvad laver du egentlig her?”.

Kap. 4. - Genkendelse

Han nikkede… Kunne stadig ikke komme i tanke om hans navn… Hvorfor var det altid ansigterne på folk, der brændte sig fast i hukommelsen? Kris nikkede tilbage – ikke lige hvad han trængte til nu… Havde håbet bare at kunne sidde lidt for sig selv få styr på tankerne og hovedet, der fortsat lagde op til en større omgang… Det havde noget med kirke at gøre… Var han ikke kristen? Billederne for gennem hovedet – Troede ellers lige man havde lagt den tid bag sig… Kris huskede et møde med en højtråbende prædikant og en masse henførte unge mennesker. Han var taget derhen sammen med en gruppe kristne fra gymnasiet. Han gik selv i 1.g. Fyren derovre var med – hed han for resten ikke Tobias? Han gik i 3.g så de havde ikke haft meget med hinanden at gøre…
Kris huskede, at de havde snakket sammen efter mødet. Kris havde været ret chokeret, havde ikke lige den vilde lyst til at hengive sig til prædikantens råben. Det virkede så forkert. Hvis bare alle de kristne ville lade være med at gå i seng med deres kærester før de blev gift, hvis bare man i kirken brugte den her sidste nye strategi fra USA, hvis bare man bad mere, hvis bare man opfyldte alle mulige krav SÅ ville vækkelsen bryde igennem… Kris fik kvalme… Tobias (Var det ikke noget med at han kaldte sig Toby?) havde været begejstret og havde talt meget om, at det skulle de hjem og arbejde med i hans menighed. Kris var lige så stille listet væk – ikke bare fra det møde, men fra kirken. Han orkede ikke flere krympede tæer i skoene, han orkede ikke flere lalleglade kristne, der labbede alt i sig, hvad dagens prædikant nu ellers fik liret af. Der var så langt fra det der skete i kirken og i hovederne på kristne folk og så det der skete i den verden han færdedes i til hverdag. Det var som om folk slet ikke opdagede hvor mærkeligt og kunstigt det hele kunne være…
Nå, han måtte vel hellere komme videre med – der var ingen vej uden om, de have haft øjenkontakt og vidste, at de kendte hinanden. Kris hadede sådan et møde, hvor man ikke var helt sikker på hvilken relation man havde til den anden, men man burde jo nok gøre noget… Han tog sig sammen… Trådte hen til Tobys bord og satte sig…
”Hva så - kom der nogensinde den vækkelse I drømte om?”

Kap. 3. - Flash Back

Uden for på gaden steg mennesker i alle aldre, farver og størrelse af og på bussen. Umiddelbart lignede myldretiden et levende kludetæppe – Alle, forsøgte de at udtrykke sig selv og deres individualitet igennem tøj og tasker, og signalerede derved, hvilken gruppe de ønskede at blive identificeret med. Inde i kaffebaren tænkte Toby for sig selv: ”Det er i grunden et paradoks, at f.eks. tattoos er blevet så hip en måde at udtrykke sin individualitet på, når nu stort set alle efterhånden har en…!?”. Han havde ikke selv fået lavet en tattoo, selvom tanken havde strejfet ham flere gange. Udsigten til, at en rose blev mere og mere langstilket med alderen, hvis den sad det forkerte sted, havde fået ham til at lade være.



Toby så igen ud igennem ruden på busserne, som holdt stille eller kørte forbi. Blandt alle passagererne i bus nr. 11, var der en som skilte sig ud fra mængden. ”Hmm… Kristoffer”, tænkte Toby for sig selv, det var efterhånden nogle år siden, at han sidst havde set ham. "Det måtte være tilbage fra gymnasietiden", og dengang havde han egentlig ikke noget med ham at gøre. De havde ikke været samme årgang, men deres veje havde alligevel krydset ind imellem. Bl.a. havde de deltaget i en konference om fremtidens kirke og lederskab.
Toby havde suget til sig af undervisningen. Der blev fortalt en række spændende historier om evangelisation, vækkelse og lederskab. Kris og Toby havde siddet sammen, og kort talt om de muligheder denne konference havde lovet. Der havde været en række tilbud, som lokale menigheder kunne benytte sig af. Løfter om at, hvis man implementerede den rette strategi i menigheden ville der være garanti for succes – Et liv i hellighed ville være den sikre vej til gennembrud. Toby´s præst havde fået tilbudt, at kirken kunne få besøg af et team, som ville stå for en evangelisationskampagne, i en scala, som det aldrig før var set. Alt dette ville medvirke til, at den lokale menighed kunne få succes og gennembrud.
På turen hjem havde Toby været meget imponeret over de mange indtryk, og han havde tænkt over om det virkelig kunne passe, at vækkelsen var lige om hjørnet, at den ville komme fra nord, og at det kun handlede om ganske kort tid inden den brød igennem.
Han var vokset op i troen på, at det var sandt. Han havde stillet sin sult til utallige møder af denne slags. Han havde kæmpet som kristen, som leder og havde altid gerne ville betale den pris, som mange prædikanter talte om. Men alt det som var blevet proklameret, var endnu udeblevet. Med tiden havde Toby mistet troen på, at vækkelse kunne fremskyndes ved, at kirken lavede de rigtige kampagner. Det var som om, at kirken, pga. de massive forandringer i verden, var presset op i et hjørne, som den ikke længere kunne knokle sig ud af.
"Gad vide om alt den tale om vækkelse, som finder sted i dag, er et forsøg på at skyde genvej igennem en verden fuld af forandring…?”, tænkte Toby, mens han kort nikkede til Kris igennem ruden.

Kap. 2. - Linie 11

11’eren startede med et ryk, drejede ud fra kantstenen og smeltede igen ind i den tætte trafik mod midtbyen. Et øjeblik mistede Kris balancen. Et hårdt greb i bussens gule stænger. Følelsen af lakeret metal mod den svedige håndflade. Det var varmt.
Der var altid overfyldt i busserne i starten af semestret, når alle ”russerne” ilede fra deres introforelæsninger og rusarrangementer af sted til nye overdrevne bogindkøb, ivrigt snakkende om planerne for aftenens bytur og hvilken af tutorerne, der nu var lækrest.
Husk at hente cyklen på vej hjem. Det er alt for dyrt og besværligt med bussen. Kris’ hoved føltes mærkeligt – det virkede som de indledende øvelser til en hovedpine.
Hyggeligt at mødes med gruppen igen. De fik egentlig aldrig læst særlig meget sammen, men det var en herlig flok mennesker. Rart bre a haveen gruppe man kunne "hænge" med. Et nyt stop. Dørene stønnede da de blev åbnet, nærmest som klagede de over, at der nu skulle proppes flere mennesker ind. 11’eren luntede videre i eftermiddagssolen. Der lugtede svedigt.
Bussen standsede igen. Kris fulgte med strømmen ud af bussen. I starten kunne han slet ikke orientere sig. Hvor var det lige han var havnet? Skulle slet ikke have været af bussen endnu.
Kafé stod der med sorte strømlinede bogstaver. Trængte til noget at drikke - bare sidde lidt stille og roligt med en avis. Caféen havde sin egen rolige atmosfære. Afdæmpet, tjecket – tilpas anonymt til at man bare kunne sidde lidt for sig selv.
Fik øje på fyren, der sad ved et af de store vinduer. Han passede ind i miljøet. Strømlinet og tilbagelænet. Flashback til en middagspause i 1.g. Kris huskede ansigtet… Han ledte efter navnet i hukommelsen…

Kap. 1. - Fra hardware til software...

Toby sænkede avisen, sad lidt og så ud igennem de store vinduer i kaffebaren. Den pulserende myldretidstrafik var fjern, og sivede kun svagt igennem den afdæmpede eftermiddagsstemning. Kafé var hans oase torsdag eftermiddag klokken lidt over fire. Han sad i sine egne tanker, og forsøgte at få rede på alt det, som var sket i den seneste tid. Der, midt i avisen, var der noget, som mindede ham om den situation, han befandt sig midt i.



”…I am walking on a wire...the pressure is getting higher…” Mp3 afspilleren lå i lommen på hans nye jakke, som gav ham et casual, men tjecket look. Musik var vigtigt, det skabte stemning, flyttede grænser og underholdte. Men det var ikke hvad som helst, som Toby gad bruge sine batterier og lagerplads på. Der var så meget musik for tiden, som blot blev produceret for at fylde luften med støj - Store hits den ene dag og glemte den næste.
Han tog en slurk af sin kaffe, og så igen hen over den dampende kop og ud igennem ruden. Tankerne blev ved med at cirkulere rundt om det, han havde læst. Han tegnede små kruseduller på servietten, og skrev til sidst ordene "...fra hardware til software..." - Han læste historien igen.

"Hvem var industrisamfundets vindere? USA, Tyskland, Japan, Volvo eller Olivetti? I denne kategori var man en vinder, hvis man var bedst til at producere sit produkt i stort antal, i høj kvalitet, til lavest mulige omkostninger og samt ved at have en effektiv logistik og salgsstrategi. Fakta var bare, at Olivetti i dag var ude af markedet! Engang producerede Olivetti skrivemaskiner. I god kvalitet med godt design til en særdeles konkurrencedygtig pris. Men stadig flere begyndte at skrive på tekstbehandlingsanlæg eller PC. Olivetti forsøgte at følge med udviklingen, men kun halvhjertet. I løbet af få år kom sandhedens time: Markedet var væk. Olivetti var ude! Behovet for at skrive var der stadig, og måske større end nogensinde før. Men fra, at tekstbehandling var knyttet til et bestemt fysisk produkt (hardware) var det nu i stedet et program (software), og dermed en helt ny måde at arbejde på."

Historien, som Toby sad og læste, efterlod ham med en fornemmelse af, at dette ikke kun var mega virksomheden Olivetti´s ulykkelige situation, som blev beskrevet. Måske kunne den virkelighed, og de begivenheder, som han selv befandt sig midt i, udtrykkes igennem denne historie om udvikling, succes, forandring og stagnation. Hans eget liv kunne bedst placeres under den sidste kategori, og det var bl.a. årsagen til, at han i dag sad her, og spekulerede over en kop kaffe…